Hist hvor vejen slår en
bugt... ligger Stald Kærhuset.
Stald Kærhuset er
et mindre hobby-stutteri beliggende i Tørring ca. 20 km nord for Vejle,
tæt ved hovedvej A-13 Vejle-Viborg.
Stutteriet startede i 1985 ved indkøb
af vores stamhoppe Luxy Macohl (Luxemburg/Schwarm)
opdrættet af Frank og Thomas Bach Jensen, Arden og
senere indkøb af hovedstambogshoppen Regie
(Resident/Raubritter) opdrættet af Birthe Lyder Nielsen,
Sørvad.
Kærhuset købte vi
i 1982, bl.a. på grund af dets idylliske beliggenhed i
Tørring Kær med eng direkte ned til Gudenåen.
Kærhuset er oprindelig fra 1867 og har fungeret som et
husmandssted. Gennem årene har vi totalrenoveret og tilbygget Kærhuset, men har lagt vægt
på at bevare den oprindelige gamle stil og miljø.
Udover fem DV-heste, Welsh Corgi hund og
kat består
Kærhuset af Joan Dahm Nielsen og Frank Bøg
Poulsen, der begge har en fortid som aktive
ryttere indenfor såvel dressur, spring, distanceridning,
jagt som military. Derudover har vi også tidligere på det
organisatoriske plan været tilknyttet ridesporten, idet
vi i en årrække i 1980'erne har siddet i bestyrelse og stævneudvalg for Tørring
Rideklub (TOR), der senere
blev til Tørring-Uldum Rideklub (TURK).
Joan har siden 1994 arbejdet som
sekretær og salg og rådgivning af hestefoder i grovvarebranchen, fra
2012 i dlg Equsana, og Frank arbejder som rørsmed
og servicemontør i VVS-branchen.
Det var faktisk
lidt af et tilfælde, at vi begyndte at avle DV-heste. Vi
var på udkig efter en god plag eller unghest til
ridebrug og var i sommeren 1985 nået til det nordjyske
hos hingsteholder N.P. Andersen, Stutteri Atlantic, og
det var rent faktisk NPA, der henviste os til Frank og Thomas
Bach Jensen, Hegnskovgaard i Arden. Da vi blev
præsenteret for den skønne 6-års
hannoveranerhoppe Luxy Macohl, rød med fire
sokker og blis, var det kærlighed ved første blik. Luxy var efter elite- og
sølvmedaljehoppen
Schwarmy Macohl, og var ligeledes ifolet. Sådan gik det til, at vi både fik en ridehest og et
kommende føl. Selv om Luxy viste absolut god kapacitet i
såvel dressur som spring, blev vi dog hurtigt så grebet
af avlen, at Luxys ridekarriere blev lagt på hylden. Hun
var meget nem at ifole, og havde en drægtighedsprocent
på 100 ! Luxy havde i øvrigt et helt fantastisk
temperament, rolig og omgængelig i hverdagen, men med
mod og gnist, når det gjaldt, og hun blev bedt herom. Luxy er i
marts 2004 velfortjent optaget i Elitestambogen som mor til
bl.a. 2 A-heste, 1 B-hest og en avlsgodkendt hingst.
Luxy havde fået to
hingsteføl efter Atlantic hos opdrætteren, før vi
købte hende. Og hos os fik hun fem føl, før vi
desværre alt for tidligt mistede hende i maj 1993 som 14-årig
umiddelbart efter foling af hingsteføllet Luxy-Boy
Macohl.
Nu fortsætter vi
avlen med Luxys gener på såvel mor- som farsiden, idet Luxy-Boy Macohl er far til
hoppen Lugie af Kærhuset (død marts 2007) - mor til Rosie af
Kærhuset, samt med Luxy's datter Syprille Macohl
(død maj 2011) - mor til Cosy Macohl. Luxy Macohl er således hhv. mor og
farmor til Kærhusets to avlslinier.
Vi har
lejlighedsvis afkom til salg af stammen, se også nærmere under linket
"Hopper og opdræt".
Vi er en stor tak skyldig til
Luxy's opdrætter Thomas Bach Jensen, Stald Macohl, i Arden, som ved vort køb af Luxy
tilbage i 1985 beredvilligt og med en enestående viden om emnet,
rådgav og vejledte os i avlens mysterier, og ”Macohl-Thomas” erfaring
og indsigt i stort set alle hoppe- og hingstestammer i Europa har vi
heldigvis stadig stor glæde af, da vi har bevaret kontakten gennem
årene.
I vores avl
koncentrerer vi os primært om at lave dressurheste
hvor enkelte tillige har været særdeles gode springere. Det er
hannoveraneren, der absolut tiltaler os mest, men også trakehner,
holstener og XX-islæt er brugt. Vi lægger vægt på sunde og glade
heste med et omgængeligt temperament, samtidig med at hestene er smarte og velgående med udstråling og vilje, der
også kan begå sig i
konkurrencesporten.
I den daglige
omgang med hestene forsøger vi at tilgodese deres
naturlige adfærd og behov og lægger vægt på
horsemanship i træningen. Hestene går ude
så meget som muligt hele året rundt og bliver passet og
fodret optimalt efter den viden vi gennem årene har
tillært os. Der er endvidere udarbejdet foderplaner på
hver hest. Vi avler selv hvert år enghø til eget forbrug,
hvorefter hestene kommer på engen indtil efteråret.
Apropos dyrevelfærd tager vi i øvrigt
kraftigt afstand fra lange transporter af slagteheste (levende
dyr) til udlandet. Dette bør foregå hvis ikke hjemme, så til nærmeste
slagteri, der opfylder betingelserne, eller ske som
frossen kød ! Vi har derfor også støttet oprettelsen
af Dansk Hesteslagteri i Kolding (Danske Heste A/S) i
1989 ved tegning af aktie heri. Formålet er at sørge
for, at slagtningen af heste kan foregå på en
betryggende og human måde i Danmark, samtidig med at
leverandøren opnår den højest mulige notering.
"Transporten af slagtedyr af enhver art, ikke kun heste, er
nedværdigende og meget ofte i strid med dyrevelfærden. Den strækker
sig over tusindvis af kilometer og er sådan set det dummeste og mest
umenneskelige, hvad EU-bestemmelserne p.t. tillader." Citat Dr.
Hanfried Haring, direktør og generalsekretær i FN.
Vi håber, at du har fået lyst til at læse nærmere om
vores heste og øvrige dyr i Kærhuset. Har du kommentarer eller spørgsmål i øvrigt, er du
velkommen til
at sende os en mail.

En stor tak
til Trine Poulsen, Stutteri Fusager, for starthjælp med opsætning og
design af denne hjemmeside. Se nærmere om Stutteri Fusager under
links.
Venlig hilsen
Joan
og Frank
"When a loved one becomes a memory, memory
becomes a treasure".
Æret være min lillebror Finn Dahm
Nielsen's minde, trafikdræbt den 6. april 2009, 49 år. Du vil altid være
i vore hjerter !
